Mænd og kvinder ser helt forskelligt på økonomisk ligestilling

Ny undersøgelse viser, at der er stor forskel på mænds og kvinders formuer – og på kønnenes syn på økonomisk ligestilling. Samtidig viser tallene fortsat betydelige forskelle i løn, pension og økonomisk overblik i danske parforhold

4. marts 2026

Selvom mænds nettoformue er 57 procent højere end kvinders, mener 23 procent af danskerne, at der i høj grad er økonomisk ligestilling i Danmark. Det er dog kun 12 procent af kvinderne mod 35 procent af mændene, som er enige.

Det viser en ny landsdækkende undersøgelse, som YouGov har lavet for Nordea. Undersøgelsen dokumenterer markante skævheder i mænd og kvinders opfattelse af den økonomiske ligestilling.

“Vi ser en tydelig tendens i undersøgelsen: Mange oplever fremgang på det her område, og at der er en forholdsvis høj grad af økonomisk ligestilling i deres eget parforhold, men når vi ser på de faktiske tal for løn, pension og økonomisk råderum, er forskellene fortsat markante”, lyder det fra forbrugerøkonom i Nordea, Ida Marie Moesby.

”Derudover er der store forskelle i vores opfattelse af den økonomiske ligestilling i Danmark på tværs af køn. Det peger på, at der stadig mangler viden om økonomisk ulighed i hverdagen.”

Mænd tjener mere end kvinder
Kvinder tjente i 2024 12,9 procent mindre end mænd, og forskellen i pensionsformuer er betydelige, idet mænd i gennemsnit har 27 procent mere end kvinder inden pensionsalderen.

En stor del af danskerne tror, at både forskellene i løn og pensionsformue er større, end de reelt er. Her viser undersøgelsen en overvægt af kvinder, som tror, at forskellene er større.

“Vi ved, at en af de største barrierer og muligheder for at opnå reel ligestilling mellem kønnene, er, at vi bliver ligestillet økonomisk. Desværre ser vi stadig et stort skel f.eks. på løn, barsel og pension. Tallene i undersøgelsen viser tydeligt, at der stadig er lang vej igen, og at vi ikke kan løse udfordringen uden, at vi får mere åbenhed og bedre rammer for økonomiske samtaler,” siger forperson i Kvindeøkonomien Benedikte Løje Nielsen. 

Mænd har oftere det økonomiske overblik
42 procent af parforhold har fuld fællesøkonomi mod 19 procent, der har helt adskilt økonomi.

Hele 78 procent af danskere i parforhold mener, at der er høj eller meget høj grad af økonomisk ligestilling i deres eget parforhold. Til gengæld er der dobbelt så mange mænd som kvinder, der siger, at de har det primære overblik over parøkonomien - henholdsvis 29 pct. mænd og 15 pct. kvinder.

“Når mænd oftere sidder med det økonomiske overblik – også i parforhold, hvor man ellers føler sig økonomisk ligestillet – viser det, at ligestilling ikke kun handler om, hvordan vi deler pengene, men også om, hvem der har magten over dem. Selv små forskelle i hverdagen kan få store konsekvenser på sigt. Derfor er det afgørende, at begge parter både føler og får reel indflydelse på økonomien,” siger Benedikte Løje Nielsen.

De små valg i hverdagen skaber sneboldeffekt
Økonomisk ulighed opstår ofte i stilheden og i de små valg i hverdagen: hvem tager barsel, hvem arbejder på nedsat tid, hvem investerer, hvem sparer op til pension, og hvem tager springet som iværksætter.

“Selv i moderne familier ser vi, at det økonomiske overblik oftere ligger mere hos mændene. Det er ikke nødvendigvis et problem, men det understreger, hvor vigtigt det er, at begge parter er aktive og trygge i deres økonomi,” siger Ida Marie Moesby.

Undersøgelsen er gennemført af YouGov for Nordea i januar 2026.