Penge kan bruges som et psykologisk magtmiddel, der skaber frygt, usikkerhed og bekymring. Det gælder i nære relationer som parforhold, men også i langt større skala, når Donald Trump bruger økonomisk pres som våben mod Kongeriget Danmark og EU
19. januar 2026
Af Anne-Mette Barfod
Op til udgivelsen af min bog Økonomisk partnervold – når penge bliver et psykologisk magtmiddel bragte Berlingske et interview med mig om fænomenet. Efterfølgende blev begrebet affejet som en “feministisk psykose”, og flere mente, at fænomenet slet ikke eksisterer. I kommentarsporene – ikke mindst blandt nogle af Berlingskes mandlige læsere – var vreden massiv. En læser gjorde sig morsom ved at spørge, om det handlede om at kaste mønter efter hinanden.
Modtagelsen overraskede mig, også fordi økonomisk partnervold kan ramme alle – uanset køn og indgår som en voldsform i Istanbulkonventionen. Det er en form for vold, hvor penge bruges som et psykologisk magt- og styringsværktøj. Det handler ikke om, at den voldsudsatte bare skal tage ansvar for deres økonomi, som Berlingskes tidligere kulturredaktør Birgitte Borup skrev. Det handler om at bruge økonomien til at styre og kontrollere andre mennesker.
Og det er netop denne form for magtudøvelse, vi i dag ser udfolde sig på i stor skala, når USA's præsident Donald Trump både truer med at ville købe Grønland og med at straffe de lande, der støtter Kongeriget Danmark, gennem forhøjede toldsatser.
Økonomiske sanktioner er et velkendt politisk redskab
Økonomiske sanktioner har i årtier været et centralt og legitimt virkemiddel i international politik. De bruges blandt andet til at lægge pres på Rusland i forbindelse med krigen i Ukraine og anvendes generelt ved brud på folkeretten eller grove krænkelser af menneskerettigheder m.v.. Her er der tale om kollektive, regelbaserede tiltag, forankret i internationale aftaler og alliancer.
Pointen er derfor ikke, at økonomisk pres mellem stater er noget nyt. Pointen er forskellen på sanktioner som fælles, legitimt redskab – og økonomisk pres brugt som personlig magtdemonstration.
Når Donald Trump truer med toldsatser og økonomiske sanktioner mod lande, der ikke bakker ham op politisk – herunder EU-landene og Kongeriget Danmark – bevæger vi os væk fra klassisk diplomati og over i en mere personbåren og trusselsbaseret magtlogik.
Her bruges økonomien ikke til at håndhæve fælles spilleregler, men som direkte presmiddel: Hvis I ikke gør, som jeg vil, rammer jeg jeres økonomiske fundament. Det er denne logik – ikke sanktioner i sig selv – der gør sammenligningen med økonomisk vold relevant.
Frygt som styringsmekanisme
Det afgørende er ikke, om alle trusler realiseres. Det afgørende er, at trusler virker. For mange voldsudsatte er der ganske givet noget uhyggeligt genkendeligt i Trumps adfærd: økonomiske trusler kombineret med uforudsigelighed. Og i hans humørsyge og skiftende krav, der skaber frygt og lægger pres på modparten om at tilpasse sig for at undgå økonomisk skade eller ruin.
Trusler om told og sanktioner skaber usikkerhed i erhvervslivet, påvirker investeringer, arbejdspladser og skatteindtægter og kan i i værste fald også presse velfærdssamfundet. Ad den vej forplanter utrygheden sig hurtigt i samfundet. Det er ikke “feministisk hysteri”, men en både rationel og følelsesmæssig reaktion på reel økonomisk usikkerhed. Derfor kan vi i dagens Berlingske læse en dramatisk overskrift: Blodrød åbning: Danske aktier falder markant.
Her handler det ikke om økonomisk vold i private relationer, men om geopolitik, handel og sikkerhed. Om Grønland, om Europa og om en verden, hvor økonomisk afhængighed i stigende grad bruges strategisk. Frygten for Kina handler i høj grad om risikoen for at miste økonomisk handlefrihed og selvstændighed på grund af landets voksende økonomiske styrkeposition.
Økonomisk pres som disciplinering
Uanset om vi taler om økonomisk partnervold eller Donald Trumps økonomiske trusler, finder vi den samme underliggende magtlogik: frygt, uforudsigelighed og økonomisk pres som middel til disciplinering. På mange måder er det den samme bolledej, uanset om relationen er privat, institutionel eller international.
Mange af os glæder os over i disse dage at læse i medierne, at EU ikke vil bukke sig for presset. Men jo hårdere de økonomiske redskaber rammer, desto sværere bliver det i praksis at stå imod. Det samme ser vi i voldelige relationer, hvor voldsudsatte føler sig tvunget til at underkaste sig, fordi de mangler de økonomiske muligheder for at bryde fri. Økonomien kan presse mennesker og gøre dem handlingslammede.
Økonomisk vold stopper ikke ved hoveddøren. Den stopper heller ikke ved landegrænser. Og jo mere præcist vi forstår forskellen mellem legitimt pres og truende magtudøvelse, desto bedre rustet er vi til at gennemskue – og modstå – det.
