En udbredt psykologisk fortælling fremstiller mænd som rationelle og kvinder som følelsesstyrede. Men når den ramme bruges i parterapi, risikerer den at flytte ansvar, usynliggøre magt og fastholde kvinder - og mænd - i dynamikker, der gør ondt
13. januar 2026
Af Anne-Mette Barfod
Jeg læste for nylig et indlæg af en psykoterapeut, som handlede om forståelse og bedre kommunikation i det heteroseksuelle parforhold. Men under den varme og tilsyneladende rummelige tone lå et verdenssyn om køn, som har dybe konsekvenser for, hvordan konflikter bliver forstået og håndteret.
Det er forestillingen om, at mænd og kvinder er grundlæggende forskellige på en måde, der er biologisk givet — mænd som rationelle, målrettede og handlingsorienterede, og kvinder som relationelle, følelsesmæssigt komplekse og kommunikative. Det lyder som en anerkendelse af forskellighed, men i praksis skaber det et hierarki ikke bare i samfundet generelt, men også i terapirummet. Fortællingen fører tanken direkte tilbage til John Greys bestseller Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus, hvor kønnede karikaturer blev gjort til populærpsykologi.
Forskningen peger imidlertid i en anden retning end de binære forskelle, der formidles i populariserede tekster og tænkesæt. En af de mest citerede meta-analyser inden for kønsforskning, Gender Similarities Hypothesis, er gennemført af Janet Shibley Hide fra University of Wisconsin. Analysen fremhæver, at mænd og kvinder er mere ens end forskellige på langt de fleste psykologiske variable, og at kønsforskelle ofte er små eller ikke-eksisterende i empiriske data — selv når populærkulturen insisterer på det modsatte.
Når forskningen udfordrer kønsmyterne
Når en terapeut arbejder ud fra den antagelse, at mænd har brug for ro, afstand og tavshed for at fungere, mens kvinder har brug for samtale, spejling og følelsesmæssig udforskning, bliver konflikter i parforholdet hurtigt oversat til køn. Hvis manden trækker sig og går ind i sin 'mandehule', som vi ynder at kalde det, forklares det som hans natur. Hvis kvinden insisterer på dialog, forklares det som hendes. Adfærd bliver dermed ikke i tilstrækkelig grad undersøgt som relationelle mønstre, men som udtryk for to uforanderlige kønslogikker.
Supervision bliver ofte fremstillet som garant for faglig kvalitet og etisk ansvarlighed i terapi, men den fungerer kun som korrektiv, hvis den også har blik for køn og magt. I praksis deler supervisorer og terapeuter sandsynligvis ofte de samme kulturelle forestillinger om mænd og kvinder, som mennesker indenfor andre fagområder. I den situation bliver kønsstereotyper ikke opdaget som bias, men bekræftet som sund fornuft.
Hyde’s omfattende meta-analyser viser, at mænd og kvinder i gennemsnit er mere ens end forskellige på langt de fleste psykologiske dimensioner, herunder kommunikation, følelsesmæssigt udtryk, empati, problemløsning og relationsadfærd. Over 78 procent af alle målte kønsforskelle ligger i den lille eller næsten ikke-eksisterende effektstørrelse, og forskellene varierer stærkt med kontekst og sociale forventninger.
Når køn bliver fortolkningsramme i terapien
Jeg har hørt både psykologer og psykoterapeuter på tværs af køn fortælle, at der er forskel på kvinders og mænds natur, og dette verdenssyn kan logisk set få store konsekvenser. En mands følelsesmæssige fravær, lukkethed eller tavshed bliver normaliseret som maskulin selvregulering. Kvindens uro, frustration og behov for kontakt bliver omvendt gjort til noget, der skal reguleres. Terapien risikerer dermed at fungere som en justeringsmekanisme, hvor kvinden lærer at skrue ned for sine behov, mens manden får bekræftet, at hans måde at være i relationen på er legitim og sund, for ”sådan er mænd”.
I stedet for at begge parter bliver mødt som medskabere af relationens dynamik, risikerer kvinden i højere grad gjort ansvarlig for, at relationen fungerer. Hun skal udfylde en stereotyp kvinderolle, hvor hun skal forstå, rumme og tilpasse sig og bære relationens ’mental load’, mens han skal have plads, ro og respekt for sin måde at være på. Det er en kønnet arbejdsdeling af det følelsesmæssige ansvar.
Et stort dansk studie blandt 1.856 fraskilte viser ifølge Videnskab.dk, at mænd og kvinder i praksis angiver de samme hovedårsager til skilsmisse: mangel på kærlighed og intimitet, kommunikationsproblemer, mangel på sympati og respekt, at parterne er vokset fra hinanden samt utroskab. Ifølge Søren Sander, der er psykolog og skilsmisseforsker, er der ingen signifikante kønsforskelle i, hvordan disse årsager vurderes. Det udfordrer den populære forestilling om, at kvinder primært savner følelsesmæssig nærhed, mens mænd mest savner sex. I virkeligheden betyder mangel på kærlighed og intimitet ifølge forskeren lige så meget for mænd som for kvinder, hvilket igen peger på, at de kønnede fortællinger om relationelle behov ofte er mere myte end virkelighed.
Når terapien kan gøre ondt værre
Det kønsstereotype syn på kvinder og mænd bliver endnu mere alvorligt, når der er tale om relationer med magtubalance, kontrol eller psykisk vold. I disse relationer er tavshed, tilbagetrækning og undvigelse ofte ikke neutrale strategier, men måder at udøve magt på. Hvis terapeuten tolker den adfærd som 'mandens natur', fratages kvinden både sprog og opbakning til at sætte grænser - og risikerer at blive opfattet som følelsesladet. Det, der i virkeligheden er en voldelig dynamik, risikerer at blive forklaret som et kønsfænomen. Tilsvarende kan den voldsudsatte mand blive fejltolket, fordi han forventes at være stærk, uafhængig og handlekraftig, mens terapeuten måske overser kvindens dominerende træk.
Virkeligheden er, at kvinder kan være målrettede, analytiske og handlingsorienterede, og mænd kan være relationelle, sansende og følelsesmæssigt nuancerede. Det gælder også for LGBTQ+-personer, som ofte falder helt udenfor de binære forestillinger om “mandlig” og “kvindelig” psykologi. Når terapi bygger på faste kønsmodeller, risikerer den ikke blot at fejllæse heteroseksuelle par, men også at usynliggøre, misforstå eller direkte marginalisere mennesker, der ikke passer ind i Mars–Venus-skemaet.
Anne-Mette Barfod er cand.polit., forfatter og strategisk kommunikationsrådgiver. Hun hun holder kurser i personlig gennemslagskraft, rådgiver virksomheder og organisationer om køns- og diversitetskommunikation og arbejder med ligestilling, repræsentation og magtdynamikker. Hun står bag Powerkvinderne og har skrevet flere bøger om køn, magt, økonomi og ligestilling - senest bogen Økonomisk partnervold - når penge bliver et psykologisk magtmiddel' (Frydenlund, august 2025)
