Ved kongens og dronningens nytårskur bliver kvinders påklædning minutiøst analyseret, mens mænds autoritet tages for givet. Det er ikke bare uskyldig snak om stil, men et kulturelt ritual, der fastholder kønnede forestillinger om magt, legitimitet og synlighed i det offentlige rum
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©
2. januar 2026
Af Anne-Mette Barfod
I går aftes holdt kongeparret nytårskur og nytårstaffel for regeringen, Folketingets formand, repræsentanter for det officielle Danmark og Hoffet. Begivenheden fandt sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg, og mange fulgte begivenheden hjemme fra stuerne.
Nytårskuren den 1. januar er et af årets mest symbolske øjeblikke. Her samles magtens top i et rum, hvor historie, hierarki og tradition flettes sammen. Men når kameraerne ruller, og kommentatorerne taler, er det slående, hvordan køn fortsat strukturerer opmærksomheden.
Så snart kvinderne sætter deres høje hæle på den røde løber, begynder en grundig analyse af deres kjoler, mens fotografernes kameraer blitzer. Fokus er på kjolernes farver, materiale, snit, designere, signaler. Som om kvindernes fremtoning først og fremmest er et æstetisk bidrag til aftenen og en udlevelse af prinsessedrømmen fra de gamle eventyr.
Fokus på magtfulde kvinders kjoler
Det fremstilles ofte som en hyldest, som nysgerrighed og som noget let, festligt og ufarligt, når fokus er på magtfulde kvinders kjoler. Men det er også en rammesætning, der gør kvinder til visuelle objekter, selv når de indtager nogle af samfundets mest magtfulde positioner. Ministre og kvindelige topembedsmænd bliver læst gennem stof og stil, mens deres funktion og indflydelse glider i baggrunden.
Mændene derimod passerer næsten ubemærket forbi på den røde løber, uden at modtage kommentarer om, hvor vidt deres kjolesæt eller uniform sidder godt, og hvilke stoffer, der er brugt. Deres påklædning betragtes som neutral og kræver ikke nogen fortolkning. Ingen taler om mændenes figur, elegance, stil, farvemod eller frisure. Mændene bærer magtens standarduniformer, og fremstår derfor også mere magtfulde i fotografens blitzlys.
De eneste to mænd, jeg så, som fik spørgsmål om deres udseende, var justitsminister Peter Hummelgaard (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Hummelgaard blev ikke spurgt til sit tøjvalg, men til sit fravalg af kongelige ordener. Her henviste han til Socialdemokratiets tidligere linje, som var ikke at modtage ordener fra Kongehuset. Og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fortalte med et smil, at hans kjolesæt i praksis har været det samme i 30 år. Det blev sagt som en selvironisk pointe, men afslører samtidig, hvor lidt mænds fremtoning egentlig tillægges betydning.
Kvinder balancerer magt med ynde
Et særligt tydeligt eksempel var Barbara Bertelsen, departementschef i Statsministeriet og den mest magtfulde embedsmand i Danmark. Når kommentarer om hendes "pink kjole i et let chiffonstof" får plads, bliver hendes magt gjort dekorativ frem for strukturel.
Det handler ikke kun om tøj. Det handler om, hvem vi tillægger autoritet uden at blinke, hvem der forventes at balancere magt med ynde, og hvem der får lov at være neutral, og bare tage det tøj på, de også har været iført mange gange tidligere. Kvinder bliver i højere grad end mænd vurderet på deres udseende. Den forskel er dybt indlejret i vores kultur.
Nytårskuren er derfor ikke bare en højtidelig tradition. Den er en scene, hvor magt, køn og symbolik opføres år efter år. Scenen er så velkendt, at vi sjældent stiller spørgsmål. Netop derfor er det værd at se nærmere på detaljerne. For det er i de små, tilsyneladende uskyldige observationer, at systemisk bias får lov at bestå – pænt klædt på til fest.
Når udseende bliver kvinders anden stillingsbeskrivelse
Nytårskuren er ikke et særtilfælde. Den kønnede vurdering af udseende følger kvinder langt ud over Kongehusets sale og ind i politik, erhvervsliv og hverdagskultur. Kvinder bliver konsekvent læst gennem deres kroppe, tøj og stil, mens mænd i højere grad bliver vurderet på funktion, handling og autoritet. Som den amerikanske forfatter Naomi Wolf formulerede det allerede i 1990’erne: “En kultur, der er besat af kvinders slankhed, er ikke optaget af kvinders skønhed, men af kvinders lydighed.” Pointen er stadig præcis:
Når kvinder konstant vurderes visuelt, fastholdes de i et felt, hvor udseende bliver en del af deres jobbeskrivelse. Selv når jobbet handler om magt, ansvar og beslutninger, hører vi om statsministerens grønne kjole, hvem, der har designet den, og hvor elegant stoffet falder.
Det samme kønsstereotype mønster går igen i vores forbrugskultur. En analyse af næsten 21 millioner juleønsker i 2025 viser, hvordan kvinder i langt højere grad end mænd ønsker sig produkter, der relaterer sig til forskønnelse, hjem og omsorg, mens mænd ønsker sig funktionelle og tekniske genstande. Ønskelister er ikke bare private drømme. De afspejler de forventninger, vi socialiseres ind i. Eller som den franske filosof Simone de Beauvoir formulerede det: “Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.” Nytårskuren, ønskelisterne og kommentarerne til magtfulde kvinders udseende hænger sammen. De fortæller den samme historie om, hvem der må være neutral, og hvem der altid bliver vurderet på sit udseende, sin ynde og sit tøjvalg.
Anne-Mette Barfod er cand.polit og journalist, stifter af Powerkvinderne og partner i Genderwise. Hun har blandt andet skrevet bogen 'Overskudskvinder' sammen med økonomiprofessor Nina Smith om hendes forskning (Lindhardt & Ringhof, marts 2025) og bogen 'Økonomisk partnervold - når penge bliver et psykologisk magtmiddel (Frydenlund, august 2025).
