Hvis du er vokset op med en narcissistisk forælder, kan din mors eller fars ord og tone fortsætte som et indre lydspor langt ind i voksenlivet. Derfor er det nødvendigt, at du bliver din egen gode forælder. Når du langsomt udskifter den indre kritiker med en indre omsorgsfuld stemme, bliver det muligt at bryde mønstrene, vælge sundere relationer og skabe et liv med større tryghed
Af Anne-Mette Barfod
Hvis du er vokset op med forældre, der har kritiseret, nedgjort, ignoreret eller manipuleret med dig, sætter det sig ikke kun som minder. Det kan også sætte sig som en måde at tale til dig selv på. Mange kvinder - og mænd - der har været udsat for psykisk vold i barndommen, beskriver, at de hører deres mors eller fars stemme inde i hovedet: “Du overreagerer”, “Du er egoistisk”, “Det er din skyld”. Den stemme former både selvværd, valg og relationer. Forskning fra blandt andet Smith College peger på, at forældres narcissistiske træk hænger tæt sammen med lavere selvværd hos voksne børn, der har været udsat for dem.
Narcissistiske træk kan variere, men hos nogle forældre fylder de så meget, at deres adfærd skader børn, partnere og andre, der står dem nær. Psykologer og traumeforskere beskriver, hvordan du som datter eller søn af en narcissistisk forælder kan udvikle en slags en indre kopi af denne forælder, som kommenterer og dømmer dig indefra. I bogen 'Bli'r jeg nogensinde god nok - hjælp til døtre af narcissistiske mødre', skriver familieterapeut Karyl McBride, at mange kvinder lever videre med perfektionisme, selvkritik, skam og et konstant behov for at bevise deres værd, længe efter de er flyttet hjemmefra.
Samtidig ved vi fra traumeforskningen, at mønstrene ofte bliver gentaget i voksenlivet. Harvard-psykiateren Judith Herman beskriver, hvordan mennesker med komplekse traumer har en tendens til at søge relationer, der føles velkendte – også selvom det velkendte er skadeligt. Indtil du bliver bevidst om det, risikerer du derfor at genskabe barndommens rollefordelinger i parforhold, venskaber og arbejdsliv: du bliver den, der glatter ud, påtager dig for meget ansvar, føler dig skyldig og skamfuld eller accepterer grænseoverskridende adfærd, fordi det føles som “hjemmevant”.
Når den narcissistiske mor lever i dit indre
En god mor er ikke et perfekt menneske, men en forælder, der overvejende møder sit barn med varme, nysgerrighed og respekt. Hun ser barnet som et selvstændigt menneske, lytter til dets følelser og hjælper det med at forstå sig selv, uden at gøre det forkert. Hun kan sige undskyld, når hun sårer dig, og hun bruger ikke kritik, udskamning eller tavshed som opdragelsesmetoder. Den slags mor bygger sit barn op indefra: “Du er værd at elske, også når du begår fejl.”
Den narcissistiske mor derimod bruger relationen til at regulere sit eget ego. Forskning Psykolog og forsker Mary Ann Little beskriver, hvordan barnet ofte bliver en forlængelse af morens behov: det skal beundre hende, beskytte hendes selvbillede og tilpasse sig, så hun undgår skam eller ubehag. Barnets følelser bliver gjort ubetydelige eller latterliggjort, og det lærer hurtigt, at det er farligt at være ked af det, vred eller uenig. I stedet opstår en indre fortælling om, at man er for sensitiv, drama-queen, utaknemmelig eller egoistisk, hvis man har behov.
For en voksen datter betyder det, at mors nedgørende ord kan blive ved med at leve som et indre lydspor: “Tag dig sammen”, “Ingen gider høre på dig”, “Hvis du siger fra, mister du kærlighed”. I sin bog til døtre af narcissistiske mødre beskriver Karyl McBride, hvordan døtre af narcissistiske mødre ofte kæmper med lavt selvværd, skyldfølelse og overansvarlighed i deres relationer – også når moderen ikke længere er fysisk til stede. Når du begynder at blive din egen gode mor, handler det derfor om at erstatte den stemme med en ny, der kan sige: “Det giver mening, at du har det sådan. Jeg står på din side. Du er god nok, som du er.”
Faderen, der skaber frygt i stedet for tryghed
En god far er heller ikke perfekt, og han er ikke altid stærk, som vi i vores kultur tit har en forventning om, at fædre skal være. Men han er nogenlunde forudsigelig. Han reagerer ikke med eksplosiv vrede eller indebrændt kulde, når barnet begår fejl, og han bruger ikke tavshed, sarkasme, ironi eller straf som våben. Han ser sin søn eller datter som et selvstændigt menneske, der skal stå stærkt i verden - ikke som en forlængelse af hans egen status. Når han er uretfærdig, kan han tage ansvar og sige undskyld. Det giver barnet en oplevelse af, at verden grundlæggende er et sted, hvor man kan stole på andre – og på sig selv.
Den narcissistiske far derimod er ofte uforudsigelig, selvoptaget eller følelsesmæssigt fraværende. Han kan fremstå stærk udadtil, men forventer følelsesmæssig loyalitet, beundring og lydighed, uden selv at levere tryghed og respekt. Forskning i narcissistisk forældreskab viser, at børn i sådanne familier ofte lever i et konstant alarmberedskab, fordi forælderens humør kan skifte uforudsigeligt, og kritikken kan falde uden varsel. Ligesom børn i familier, hvor en forældre er alkoholmisbruger, kan udvikle sig til antennebørn: Barnet lærer, at det må gå på listefødder, aflæse signaler og være på forkant med andres behov for at undgå konflikter.
Som voksen kan det betyde, at du enten opsøger relationer til mennesker, der ligner din far, eller undgår konflikter i en sådan grad, at du hele tiden tilsidesætter dig selv. Forskning i intergenerationel overførsel af følelsesmæssig vold og barndomstraumer peger på, at mennesker, der er vokset op med psykisk vold eller omsorgssvigt, har øget risiko for at havne i lignende mønstre som voksne – enten som dem, der udsættes for vold, eller som dem, der selv reagerer voldsomt, når de føler sig truet. At blive sin egen gode far handler derfor om at skabe en indre stemme, der siger: “Jeg holder mig selv tryg. Jeg står fast, uden at jeg behøver at angribe mig selv.”
Hvorfor vi gentager barndommens mønstre – indtil vi bliver bevidste
Hvis du som voksen igen og igen havner i relationer, der minder om din opvækst – med partnere, chefer, veninder eller familiemedlemmer, der overskrider dine grænser – er det ikke, fordi du “tiltrækker det forkerte” på en magisk måde. Det er, fordi kroppen, nervesystemet og psyken har lært, at det velkendte føles trygt, selv når det ikke er godt for dig. Forskning i tilknytning og traumer viser, at vi ofte søger hen imod det, vi kender, frem for det, der er sundt, fordi vores indre systemer er bygget op omkring de gamle roller.
For mange, der har været udsat for psykisk vold i barndommen, betyder det, at de senere i livet accepterer kontrol, gaslighting eller økonomisk vold, fordi noget i dem genkender følelsen: “Det er sådan kærlighed føles.” Erfaringer, blandt andet fra behandlingssteder for unge og voksne, der er vokset op med narcissistiske forældre, beskriver, hvordan disse børn og unge ofte nedtoner egne grænser, bagatelliserer overgreb og vender skylden indad, når de bliver behandlet dårligt.
Traumeforsker Judith Herman beskriver, at heling fra langvarig psykisk vold og svigt sker i tre faser: først etablering af sikkerhed, dernæst sorg og bearbejdning, og til sidst genforbindelse med et liv, hvor man kan være hel og fri. At blive sin egen gode forælder er en del af denne proces: du skaber indre tryghed, sørger over det, du ikke fik, og begynder at leve et liv, hvor du ikke længere lader barndommens stemmer og roller styre dine valg.
At være sin egen gode forælder i praksis
At være sin egen gode, indre mor eller far betyder, at du begynder at tale til dig selv med den varme, du aldrig fik. I stedet for at gengive din forælders kritiske stemme, øver du dig i at anerkende dine følelser: “Det giver mening, at jeg bliver ramt af det her. Det var hårdt.” Du træner dig selv i at være den, der trøster i stedet for den, der skælder ud. Du giver dig selv lov til at være træt, ked af det, vred eller usikker – uden at gøre dig forkert. I praksis kan det være små sætninger i hverdagen, små pauser, små valg, hvor du vælger omsorg frem for selvkritik.
At være sin egen gode forælder handler ligeledes om at være omsorgsfuld overfor dig selv. Det kan være at sige nej til mennesker, der behandler dig dårligt og at sætte klare grænser for, hvor meget du vil bære for andre. Det kan være at vælge et vælge job- og privatliv, hvor du ikke skal gå på kompromis med din værdighed. Det er også at stå fast, når den indre stemme – opdraget af fortiden – begynder at sige: “Du overdriver”, “Du er sart”, “Du er egoistisk”. Her ville den gode forælder sig: “Nej. du beskytter dig selv. Det er sundt. Det er rigtigt.”
Forskning om selvmedfølelse og heling efter psykisk vold peger på, at netop denne form for indre omsorg er central for at mindske skam, selvkritik og angst. Du kan ikke ændre den barndom, du fik, men du kan være opmærksom på din indre dialog, træne dig selv i at tale kærligt og opbyggeligt til dig selv - og fremover kun have mennesker tæt på, som behandler dig respektfuldt og kærligt.
10 skridt til at være din egen gode forælder
- Tal til dig selv med en varm, støttende tone i stedet for med urimelig kritik.
- Respekter dine egne grænser – også når andre ikke gør det.
- Anerkend dine følelser som forståelige, ikke som forkerte.
- Giv dig selv ro og pauser, når du er overvældet, i stedet for at presse dig selv.
- Spørg dig selv: “Hvad ville være det mest omsorgsfulde valg for mig lige nu?”
- Øv dig i at slippe behovet for hele tiden at bevise din værdi over for andre.
- Tag dine egne behov alvorligt, også når andre forsøger at bagatellisere dem.
- Tillad dig selv at hvile og forkæle dig selv uden dårlig samvittighed.
- Beslut, at du ikke længere bliver i relationer, hvor du bliver nedgjort eller kontrolleret.
- Mind dig selv om, igen og igen: “Jeg forlader ikke mig selv, når livet bliver svært. Jeg bliver.”
Hvis du langsomt begynder at leve efter de sætninger, bliver du den forælder for dig selv, du aldrig havde – og den voksne, der ikke længere gentager fortidens mønstre, men skaber et nyt og tryggere fundament.
