Vi udvikler os gennem hele livet. Vi bliver klogere og får mere livserfaring. Vi lærer af vores egne fejl, og vi bliver bedre til at være os selv og gøre det, vi drømmer om. Personlig udvikling handler om, at du bevidst arbejder med dig selv og dine fremtidsdrømme

Lykkeligvis er der ikke nogen færdig drejebog for, hvordan du skal leve dit liv - og alligevel er vi rigtig mange vanedyr, der gør, som vi plejer, fordi familie, jobbet, samfundet, naboen eller ægtefællen forventer det af os.
Meget tyder på, at livet ikke bliver genudsendt, selv om vi naturligvis kan håbe på, at vi bliver genfødt. Uanset din tro er det en glæde at udvikle sig her i livet, specielt hvis du bevæger dig i en inspirerende retning. Det kan være, at du gerne vil blive bedre til at bage kanelsnegle, eller det kan være, at du går rundt med en forfatterspire i maven. Måske har du brug for at blive klogere på dig selv, eller du trænger til at udvide din horisont ved at læse bøger, tage på kurser eller rejse til fremmede himmelstrøg.
Personlig udvikling handler om, at du skal styrke din livskraft og gøre mere af det, der gør dig glad, stærk og livsduelig. Det kan være, at du kan blive klogere på, hvad du selv kan gøre ved at læse de mange inspirationsbøger, der løbende bliver udgivet, og det kan også være, at du har lyst til at tage en helt ny uddannelse eller skifte job.
Det er ikke noget 'must' at arbejde med sig selv. Det er noget, du skal gøre af lyst eller fordi du føler, at det kan gavne og styrke dig. Hvis dette livsområde halter, føler du måske, at du er gået lidt i stå og har brug for noget nyt. Bevidst personlig udvikling kan være en gave, hvis du føler, at du kører rundt i den samme rille igen og igen, mens du ikke rigtig får gjort noget ved dine drømme. Så hvad drømmer du om, og hvad kan du gøre for at styrke dig selv på din rejse mod opfyldelse af små og store drømme?







