Han kontrollerede økonomien i en stor villa på en af Hellerups dyreste adresser, mens guldburet lukkede sig om hende. Josefine var fanget i afhængighed i et psykisk og økonomisk voldeligt forhold bag en privilegeret facade
Af Anne-Mette Barfod
Hun har en flot uddannelse fra universitetet. Hun ser godt ud og har velfungerende børn. Hun er vokset op i Charlottenlund og boede med sin mand i en stor villa på en af de dyreste adresser i Hellerup. Naboerne var succesrige erhvervsfolk og kendisser, og i garagerne holdt dyre biler, som funklede i solskinnet. Alt ånder ro, overskud og lykke, så man skal nærmest knibe sig selv i armen for at forstå, at livet bag den smukke facade var alt andet end charmerende.
”Jeg er humanist, og selv om jeg har min universitetsuddannelse, gik en stor del af min hverdag med at udfylde en kønsstereotyp rolle med at tage mig af mand, hus og børn. Jeg blev infiltreret i et ægteskab, hvor det var min mand, der gjorde karriere, mens jeg tilsidesatte mig selv og mine egne drømme.
Rent fysisk var han ikke ret meget hjemme, så jeg fik ansvar for alt i hjemmet med små børn. I dag kan jeg se, at jeg levede i en voldelig relation, hvor jeg langsomt blev nedbrudt. Jeg kom i tvivl om mine egne evner og begyndte at underpræstere. Man er enlig mor i sådan en relation og lever i et limbo af mistrivsel. Før havde jeg styr på økonomien og en tro på egne evner. Nu levede jeg sammen med en mand, der tjener gode penge. Derfor var hans karriere vigtigst, når vores økonomi skulle løbe rundt. Jeg fik lommepenge.”
Hun hedder Josefine i denne artikel, men det er ikke hendes rigtige navn, for hun vil gerne være anonym. Hun har nemlig forladt sin mand, og det er ikke let, for hun har ikke mange penge, og efter nogle år som delvist hjemmegående har hun svært ved at få et job. Samtidig trækker bodelingen ud. Hun har mistet sig selv i et ægteskab, der set udefra lignede en dans på roser, men var alt andet end det.
Bag den flotte facade
”Jeg var ikke lykkelig, og jeg følte, at jeg ikke kunne gøre noget godt nok. Jeg havde på overfladen et godt liv, men alt for ofte var jeg stresset og fortvivlet. En dag kontaktede jeg i desperation Mødrehjælpen, fordi jeg havde brug for nogle råd. Jeg havde en følelse af, at jeg var ved at gå i opløsning i mit ægteskab.”
Samtalen med Mødrehjælpen blev livsomvæltende, for Josefine fik øjnene op for, at relationen til hendes succesrige og udadtil charmerende mand var ødelæggende for hende:
”Mødrehjælpen satte mig i kontakt med en psykolog, der nævnte begrebet økonomisk vold. Jeg talte også med en børneterapeut om mit barn, og det viste sig, at hun vidste en masse om økonomisk vold.”
I den smukke stue åbnede Josefine sin bærbare computer og begyndte at søge viden om økonomisk partnervold. Her fandt hun tænketanken Justitias rapport om emnet:
”Da jeg læste rapporten, gik det for alvor op for mig, hvad jeg var fanget i. Det var som at sidde i en boble, hvor alt udadtil var perfekt. Den dyre villa og en luksusbil betød, at der skulle trækkes mange penge hjem hver måned. Det gjorde min mand, mens jeg gradvist mistede mig selv og mine egne drømme i livet.”
De farlige kønsroller
”Rollen på deltid eller som hjemmegående er ikke altid frivillig. Den er resultatet af nogle ubevidste kønsrollemønstre. Disse mønstre førte til en usagt enighed mellem min mand og mig om, at hans liv var vigtigere end mit”, fortæller Josefine.
”Her skal vi som kvinder se os godt for, for den økonomiske ubalance er noget rod for hele magtbalancen i ægteskabet. Hvis den ene er vigtigere end den anden, er der psykologisk set ikke et åndeligt ligeværd. Så begynder man at blive tjener, og det skaber alle mulige dynamikker, som også påvirker intimiteten.”
Hun peger på, at man i sådan et ægteskab kan begynde at føle, at man ikke er noget værd:
”Vi er jo sociale væsener, så hvis vi ikke føler, at vi har værdi, så går vores overlevelsessystemer i gang. Vi mærker afhængigheden og indordner os, og det er rigtig nedbrydende for ens velbefindende.”
Josefine har flere gange mødt spørgsmålet ”Hvorfor gik du ikke bare?”:
”Det er så nemt at sige, at man bare skal gå, men så svært at gøre, når man er fanget i et nedbrydende parforhold. Forholdet er jo ikke kun nedbrydende. Man har børn og hus sammen. Der er virkelig meget på spil. Skal man splitte familien og have delebørn - eller skåne børnene for det greb?”
Grænserne bliver flydende
”Det, der er så tricky ved at være udsat for psykisk og økonomisk vold, er, at volden er usynlig og subtil. Man kan ikke pege på, hvad det er, der er galt. Huset er pænt, bilen er stor, børnene er velfungerende, men samtidig bliver dine egne grænser flydende, fordi du gerne vil holde sammen på familien og sikre den gode stemning. Lige pludselig er elastikken spændt så hårdt, at den brister. Man kan ikke mærke noget i kroppen og ser, at ens egne og børnenes behov ikke har betydning i forhold til hans.”
Alligevel kunne Josefine ikke lade være med at lytte, når veninderne sagde til hende: ”Du har alt, men du skal stå med hatten i hånden for at få nogle penge.” Det var virkeligheden for Josefine. Hun sugede på lappen, mens hun var omgivet af rigdom og overflod, for hun havde ikke sine egne penge. Hun havde heller ikke råd til at betale for en tandlægeregning. Derfor var hun på mange måder underlagt sin partners økonomiske kontrol:
”Min mand købte takeaway til sig selv og børnene, men ikke til mig, for han mente, at jeg var blevet for fed. Det var ham, der sad på pengene og på magten – også magten til at kritisere mig.”
Det er typisk manden, der køber kvinden ud
Josefine blev efter samtalerne hos Mødrehjælpen og med psykologen klar over, at hun måtte ud af sit parforhold, hvis ikke hun skulle miste sig selv helt. Imidlertid viste der sig at være mange benspænd på vejen ud af ægteskabet:
”Jeg har stået i vores pæne hus, hvor forskellige ejendomsmæglere kom på besøg. Her gik det op for mig, at min mand ønskede så lav en salgspris som muligt, så friværdien blev så lav som muligt. Det ville gøre det billigere for ham at købe mig ud af huset. Eftersom det typisk er manden, som tjener bedst, er det også ham, der køber kvinden ud af huset.”
Det er Josefines erfaring, at kvinder, der er udsat for økonomisk vold, ofte er prisgivet:
”Der er ingen rettigheder og klare retningslinjer, så derfor kan en mand som min manipulere med alt fra hussalg til bodeling. Hvis jeg skal beskrive økonomisk vold, så er det lovligt bedrag. Der er en kultur i vores samfund, som gør, at succesrige mænd som min kan slippe afsted med meget, uden at løbe nogen større risiko. Der er så meget kultur i dette her, ligesom der er en kultur i Saudi-Arabien, hvor det er tilladt at slå en kvinde.”
Slipper afsted med økonomisk bedrag
”Han vil have huset til at fremstå sjusket, så han låser døre – endda til brændeskuret – for at forhindre, at jeg kan gøre haven klar til fremvisning. På den måde kan han styre situationen, skabe indtryk af forfald og derved sænke salgsprisen. Hvis du står uden penge og uden mulighed for at handle, bliver du fanget i et spil, hvor du aldrig kan vinde”, påpeger Josefine.
”Det økonomiske bedrag fungerer, fordi vi i vores samfund har nogle overbevisninger omkring kønsstereotyper. Vi tænker nærmest automatisk, at en mand med succes er mere troværdig end en kvinde, der har gået hjemme og passet hus og børn. Sådan er vores kultur, og det er helt centralt, når vi taler økonomisk vold.”
Josefine er ikke i tvivl:
”Vi har i samfundet en overbevisning om, at mænd godt kan finde ud af at tjene penge, men det kan kvinder ikke. Vi ser igen og igen, at far er meget ude at arbejde, og mor er mere hjemme. Der er usynlige strukturer, som man ikke er bevidst om. Vi gør, som vi gør, fordi vi reproducerer kulturen fra vores mødre og bedstemødre. Derfor sætter vi ofte ikke spørgsmålstegn ved, hvorfor vi gør, som vi gør.”
Vi er som Kierkegaards spidsborgere
Når filosoffen Søren Kierkegaard beskriver spidsborgeren, peger han på den personlighedstype, som ganske enkelt lever, som man plejer. Spidsborgeren stiller ikke spørgsmål ved de sociale normer, men følger dem, fordi "sådan gør vi her". Det er trygt og bekvemt, men ifølge Josefine er det også ureflekteret:
”I dag kan vi genkende denne mekanisme i mange familiers økonomiske og praktiske hverdagsliv, for selv om vi taler meget om ligestilling, er det stadig typisk manden, der tjener mest i et parforhold. Det betyder ofte, at han også bliver den, der forventes at arbejde fuld tid og prioritere karrieren, mens kvinden – mere eller mindre ubevidst – træder et skridt tilbage, tager en længere barsel eller går ned i tid. Det er ikke nødvendigvis, fordi hun selv aktivt har valgt det, men fordi kulturen stadig trækker i dén retning. Vi er spidsborgere i Kierkegaards forstand: vi følger en norm, som føles naturlig, men som i virkeligheden er et resultat af historiske kønsroller.”
Derfor mener Josefine, at det bliver afgørende at kaste lys over, hvorfor vi gør, som vi gør. For hvis ingen sætter spørgsmålstegn ved vanerne, fortsætter mønstrene uforstyrret. Vi opretholder et system, hvor kvinder oftere end mænd mister økonomisk selvstændighed, uden egentlig at have besluttet sig for det:
”Oplysning og refleksion kan fungere som det, Kierkegaard ville kalde et "eksistentielt wake up call" – en anledning til at træde ud af spidsborgerens søvnige selvfølgeligheder og i stedet tage stilling: Hvordan ønsker vi egentlig, at arbejdsliv, familieliv og økonomi skal fordeles mellem os?”
Det handler om at være bevidst
”Jeg ville aldrig være landet i dette forhold, hvis min overbevisning havde været anderledes. Hvis jeg havde været mere bevidst om alt det økonomiske, så havde jeg måske gjort noget anderledes. Det har været nemt at snyde mig, for jeg fatter ikke en bjælde, fordi jeg ikke har fagviden. Jeg kan ikke læse koderne. Det handler om at være bevidst kontra ubevidst.”
Josefine mener, at mange kvinder ubevidst tænker, at ”jeg har ikke forstand på at vækste penge, så derfor er jeg blevet humanist, sygeplejerske, måske jurist eller noget inden for marketing, hvis det skal gå vildt for sig. Min pointe er, at vi ofte ubevidst søger et match i overbevisninger. Vi genkender og accepterer de overbevisninger, vi er vokset op med, som angiveligt også reproducerer en samfundsstemme. Hvis manden mener, at kvinder ikke er gode til at tjene og vækste penge, og vi selv har lært det, så er vi enige med vores mænd om det. Vi har konsensus. En underbevidst, psykologisk konsensus. Og netop dér opstår dynamikken: Når han er dominerende, så oplever jeg det ikke som et overgreb, men som noget, jeg selv bekræfter.”
Når man som kvinde i sådan en relation begynder at tale om pension, familietjek hos banken og om, hvordan man som par forvalter husstandens økonomi, kan der opstå et ramaskrig:
”Skattemæssigt er vi en husstand, men i virkeligheden har vi ikke et økonomisk fællesskab. Det er også derfor, man ikke bare går – og jeg tror ikke, at jeg kan, men han kan. Det er lige præcis dér, vi skal ind og undersøge: Hvorfor bliver man, selv når man kunne gå?"
Svært at være rationel i den kulturelle kvinderolle
"Rationelt kan jeg godt sige til mig selv, at det dér skal man ikke finde sig i. Men når du hele tiden får at vide, at du ikke er god nok, begynder du at tro på det. Du lærer at undersælge dig selv. Tidligere kunne jeg overbevise alle om mine kompetencer og få de jobs, jeg søgte – nu bliver jeg gaslightet og manipuleret til at føle, at hele min væren, mit eksistensgrundlag, bliver gjort værdiløst. Og hvis jeg er værdiløs, så opstår afhængigheden”, fortæller Josefine.
”Det er derfor, jeg ikke bare går. Det starter i det små og udvikler sig gradvist. Og det er lige præcis her, vi også skal ind og arbejde med vores selvforståelse og hæmmende overbevisninger. Men selvom det kan forklare, hvorfor jeg er i de relationer, jeg er i, så gør det aldrig volden – psykisk eller økonomisk – acceptabel."
Men det er ifølge Josefine ikke kun i parforholdet, at den økonomiske vold lever:
”For at begå den form for vold, må du have aktører. Den voldelige part inddrager ejendomsmæglere, advokater, banker, pædagoger, lærere, sagsbehandlere i kommunen og Familieretshuset m.fl. i spillet. Alle disse fagpersoner skal klædes på til at gennemskue både kulturerne og den voldelige dynamik, for ellers kan økonomisk vold få lov at fortsætte uforstyrret. Uden den viden bliver de marionetdukker i den voldelige partners spil, hvor den udsatte står magtesløs tilbage. Det gør ondt værre, når man ikke ved, hvordan man skal spille spillet eller kommunikere professionelt samtidig med, at man er usikker indeni.”
Retssystemet lader sig også manipulere
”Advokater og jurister bør uddanne sig i at gennemskue økonomisk vold i forbindelse med bodeling. De skal forstå, hvad der faktisk foregår – og at det ofte ser pænt ud på overfladen, mens kontrollen ligger skjult bag facaden.”
Josefine refererer her til den såkaldte ’DARVO-model’, som beskriver en klassisk strategi, som mennesker, der udøver vold eller krænkelser, ofte bruger, når de bliver konfronteret. Forkortelsen står for Deny, Attack, Reverse Victim and Offender – på dansk: benægt, angrib og ombyt rollerne, så krænkeren selv fremstår som offeret.
”Først benægtes handlingen: "Det er aldrig sket." Derefter angribes den, der siger fra – med beskyldninger om at lyve, overdrive eller være psykisk ustabil. Til sidst sker der en rolleombytning, hvor krænkeren fremstiller sig selv som offer for falske anklager eller urimelig behandling.”
DARVO skaber forvirring, tvivl og skyldfølelse hos den udsatte og kan få omgivelserne til at vende sig imod den, der er udsat for volden. Derfor er kendskab til modellen ifølge Josefine vigtig. Den giver fagpersoner sprog til at gennemskue mekanismen. Der er brug for rådgivere, som kender til økonomisk vold. Rådgivere, som gennemskuer de manipulationsstrategier, økonomisk voldelige partnere bruger til at begrænse ens livsudfoldelse maksimalt.”
Afhængighed som overlevelsesstrategi
”Afhængighed i relationer bliver ofte en overlevelsesstrategi: Vi klynger os til det, vi kender, selv når det skader os, fordi vi ikke ved, hvad vi får i stedet. Derfor er det afgørende at søge professionel hjælp tidligt – f.eks. en advokat med indsigt i økonomisk vold og selvfølgelig en psykolog”, fastslår Josefine efter selv at have oplevet mange benspænd.
”Mange kvinder accepterer uretfærdige vilkår i forbindelse med skilsmisse med henvisning til, at "det er ham, der har tjent pengene". Men kvinden overser, at hun har betalt med sin tid, sin karriere og sin frihed ved at gå ned i tid og tage det ubetinget fulde ansvar for børnene. Det koster dyrt – ikke kun økonomisk, men også i selvværd, for skammen over at stå uden jobmuligheder eller at føle sig fastlåst kan være lammende.
Jeg har selv oplevet, hvor overvældende det er – jeg turde på et tidspunkt ikke engang åbne en mail i forbindelse med bodelingen og skilsmissen. Men med den rette hjælp kan man lægge en strategi, genvinde kontrollen og komme videre.”
Om at slippe fri af afhængigheden
”Hvis jeg ikke havde lånt mine forældres hus, mens de flyttede i sommerhus, ville jeg have stået uden tag over hovedet. På papiret kan jeg have millioner, men det er penge, jeg ikke kan leve af. Fordi jeg på papiret ejer fast ejendom, kan jeg ikke få kontanthjælp i den periode, hvor bodelingen står på. Men jeg skal stadig betale halvdelen af ejendomsværdiskatten, selv om manden bor i huset. Han kan så forhale bodelingen og siden anke til landsretten. Det kan tage rigtig mange år, og jeg kan ikke få kontanthjælp. Det er problemet med de lange bodelinger, som mange voldsudsatte bliver fanget i: Værdierne er låst fast, mens livet går videre.”
At der ingen grænser er for, hvor længe en bodeling må trække ud, er ifølge Josefine et problem, fordi den fælles formue er låst:
”Jeg kan ikke få job, fordi jeg ikke passer ind i den måde, man forventer, at man formidler sig selv på i en ansøgning. Mine dagpenge er brugt, og jeg kan ikke få kontanthjælp, fordi jeg ejer et hus. Dermed presses jeg til at sælge huset til lav pris – ofte til den, der bedrager. Det er sådan systemet fungerer, og derfor ender mange kvinder med at gå på kompromis og sige ja til en uretfærdig bodeling.”
Fra millionvilla til andelslejlighed
Josefine har skrevet sig op til en andelslejlighed i Hellerup, hvor hun kan sidde for 7.000 kroner.
”Jeg er lykkelig, fordi det ser ud til, at jeg kan få lejligheden. Jeg er ikke ked af, at jeg ikke længere skal bo i en millionvilla i solskinnet med dyre biler. Det er ikke luksus, det handler om. Det handler om frihed, fællesskabsfølelse, samarbejde og ligeværd i de intime relationer for at de kan bestå. Det er ikke rocket science. Er der en sund magtbalance, eller er der ikke?”
Men vejen til frihed har lammet Josefine:
”Overklassedrengene slipper afsted med det, mens kvinder reduceres til Disney-fortællinger om at vente på prinsen. Og når nogle kvinder latterliggør voldsudsatte kvinder, forstår de sjældent, at de selv viderefører mønstrene. Det kan godt være, at der findes golddiggers, men for langt de fleste af os handler det ikke om guld – det handler om overbevisninger. Om hvad vi har lært at acceptere. Som i Henrik Ibsens ’Et dukkehjem’, hvor det går op for Nora, at det først var hendes far og siden hendes mand, der definerede hendes liv.”
Netop fortællingen om Et dukkehjem bidrager til at besvare spørgsmålet: Hvorfor lod jeg det stå på så længe?, påpeger Josefine.
”Det er fordi, jeg havde overbevisninger, der sagde mig, at det var normalt. Jeg blev et serviceorgan i mit eget ægteskab, mens jeg drømte om, at vi kunne have spillet hinanden gode. Jeg gav og gav, også til relationer, der var superselvcentrerede, og når jeg så satte mig for at arbejde og skrive, følte jeg mig tom.”
Vi er ifølge Josefine programmerede ind i en adfærd – på samme måde, som når vi vanemæssigt åbner køleskabet eller tænder en smøg:
”Vi bliver i det, vi kender, selv når det gør os ondt. Men vi er nødt til at tale om det. Vold, ulighed og økonomisk kontrol starter i det små. Systemet er bygget af mænd, og det kræver specialiseret viden at gennemskue det. Derfor skal vi have et nyt sprog, et nyt slogan om økonomisk vold. For uden sprog bliver tavsheden en del af volden.”
