158 menneskehandlere anholdt i stor global politiaktion

EU's politienhed Europol har deltaget i en global aktion, hvor 158 menneskehandlere er blevet arresteret. Hovedparten af ofrene er kvinder, som bliver lokket i en kærlighedsfælde, men overgrebene rammer også børn, der udnyttes af deres egen familie – blandt andet til ægteskab eller tiggeri 

12. juli 2025

Af Anne-Mette Barfod

Forestil dig, at du møder en sød mand, som siden viser sig at have planlagt at sælge din krop og udnytte dig økonomisk. Han vinder din tillid med smiger og løfter, bombarderer dig med kærlighed, giver dig gaver og fortæller dig, at I har en fremtid sammen. Du bliver forelsket til op over begge ører, vinker farvel til familie og venner og følger ham til et nyt land – overbevist om, at du starter et nyt liv. Men i stedet bliver du tvunget til prostitution. Din krop bliver hans indtægtskilde, og dit pas forsvinder. Du er fanget.

Det er netop sådan, den såkaldte lover boy-metode fungerer. Og det er én af de mange strategier, som menneskehandlere anvender til at kontrollere og udnytte kvinder.

I begyndelsen af juni 2025 blev metoden blotlagt som en del af Operation Global Chain, en koordineret politiaktion i 43 lande. Operationen blev ledet af Østrig og Rumænien og gennemført med støtte fra EU's politienhed, Europol, EU's grænse og kystvagt, Frontex, og det internationale politisamarbejde, INTERPOL. 

En forbrydelse, der også rammer helt små børn
I alt blev 1.194 ofre for menneskehandel identificeret, og 158 mistænkte gerningspersoner anholdt. Ifølge en pressemeddelelse fra Europol er de fleste ofre for seksuel udnyttelse voksne kvinder. De rekrutteres under dække af romantik, lokkes med løfter om kærlighed eller arbejde, og ender isolerede, afhængige og økonomisk fanget i seksuel udnyttelse.

I nogle tilfælde bliver kvinderne tvunget til at narre eller stjæle fra deres kunder – og i andre lokker de kunder til afsides steder, hvor gerningsmændene overtager og frarøver dem penge og ejendele.

Også børn er udsat for menneskehandel, idet børn helt ned til 2-3 år i flere europæiske lande bliver udnyttet til tiggeri, lommetyveri og anden kriminalitet. Ifølge Europol sker denne form for menneskehandel ofte inden for familien. Forældrene udnytter deres egne børn som en økonomisk ressource – nogle gange som eneste indtægtskilde.

I Ungarn blev en 15-årig pige tvunget til prostitution af sine forældre og beskrev under afhøring, hvordan hun blev beordret til at tjene penge til familien. I Bosnien-Hercegovina blev en mindreårig pige forsøgt gift bort uden samtykke, angiveligt for at familien kunne kræve betaling. I Rumænien blev otte børn i alderen 7 til 15 år udnyttet til tiggeri – og 9 personer blev anholdt.

Menneskehandel foregår også i Danmark, hvilket vi blandt andet får indblik i gennem filmen Wonderful Copenhagen fra 2018, der er et barsk og gribende drama om skyggesiden af København. Filmen handler om en ung østeuropæisk kvinde (Julie Christiansen), der tager til Danmark for at arbejde, men tvinges ud i prostitution.

Et globalt netværk – og et systemisk problem
Operationen omfattede 15.000 betjente og resulterede i beslaglæggelser af kontanter, våben, narkotika og ejendomme. Ofrene kom fra 64 forskellige lande, men mange var fra Rumænien, Ukraine, Colombia, Kina og Ungarn.

Udnyttelsen foregik på tværs af grænser og kontinenter – fra massageklinikker i Italien og Albanien til organiseret prostitutionshandel i Thailand og menneskehandel til Myanmar fra Brasilien.

Mange af de reddede ofre havde fået frataget deres identitetspapirer. Flere var blevet rekrutteret gennem sociale medier eller med falske jobtilbud. Fælles for sagerne var, at udnyttelsen var nøje planlagt og baseret på manipulation, afhængighed og kontrol – ofte camoufleret som kærlighed eller familie.

Når familien ikke beskytter – men udnytter 
Det mest rystende ved Europols redegørelse er ikke blot antallet af ofre og gerningsmænd – men hvem gerningsmændene er. Det er ikke altid ukendte bagmænd, der står bag. I mange sager er det kærester, fædre, mødre, tanter og onkler. Dem, der burde være trygheden, er i stedet blevet de farligste.

Det understreger, at menneskehandel ikke kun er organiseret kriminalitet i traditionel forstand. Det er også en social og kulturel udfordring, hvor magtmisbrug, kønsbaseret vold og økonomisk afhængighed går hånd i hånd.

Under den seks dage lange operation kontrollerede omkring 15.000 betjente:

  • 924.392 personer

  • 842.281 dokumenter

  • 181.954 køretøjer

  • 5.745 fly og skibe

  • 20.783 lokationer

Deltagende lande: Østrig, Albanien, Belgien, Bosnien-Hercegovina, Brasilien, Bulgarien, Colombia, Kroatien, Cypern, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Island, Irland, Italien, Kosovo*, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Moldova, Montenegro, Holland, Nigeria, Nordmakedonien, Polen, Portugal, Rumænien, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Schweiz, Thailand, Storbritannien, Ukraine og Vietnam.

Kilde: Europol