Valentinsdag nærmer sig, og romantiske rejser står højt på ønskelisten. Men hvad gør man, hvis forholdet ryger, inden flyet letter? Ny undersøgelse viser, at halvdelen stadig vil stadig tage på ferie med ekskæresten

12. februar 2026
Dilemma: Flybilletterne og hotellet er betalt, men kærligheden er slut. Skal man blive hjemme og miste pengene, eller bide tænderne sammen og tage afsted?
Ifølge en ny undersøgelse fra oplevelsesplatformen TUI Musement er svaret for mange klart: Vi tager afsted. Hele 51 % af de adspurgte svarer, at de ville tage på ferie med en tidligere partner. Dog har en stor del (26 %) det forbehold, at bruddet skal være sket i god ro og orden, før de stiger ombord på flyet sammen.
Mænd og Gen Z er mest pragmatiske
Undersøgelsen viser tydelige forskelle på køn og alder. Mænd er generelt mere åbne for idéen om en "skilsmisse-ferie" (57 %) sammenlignet med kvinder (44 %).
Ser man på generationerne, er de unge i Generation Z (født i slut 90'erne og start 00'erne) de mest pragmatiske. Her svarer hele 62 %, at de ikke ville opgive en fælles rejse på grund af et brud, mens tallet falder til 45 % for dem over 45 år.
Selvom ferie skal være afslapning, indrømmer 42 % af deltagerne, at de skændtes mere med deres partner end forventet på ferien.
Undersøgelsen peger på en række "red flags", der kan ødelægge den gode stemning:
- Negativ attitude og brok.
- Dominans i beslutninger uden at høre partneren.
- At komme for sent eller være uorganiseret.
- Dårlig styring af økonomien.
Der er også forskel på, hvad der irriterer kønnene mest. Mænd bliver især irriterede, hvis partneren er besat af at tage billeder til sociale medier eller har pakket alt for meget bagage. Kvinderne ser det derimod som et rødt flag, hvis partneren prioriterer fest højere end fælles oplevelser og tosomhed.
Kærlighedstesten: Hvornår skal man rejse første gang?
At rejse sammen betragtes ofte som den ultimative test af et forhold. Og mange har travlt med at komme afsted.
Mere end 35 % føler sig klar til at rejse med en ny kæreste efter kun en måneds dating, og 10 % er klar til at pakke kufferten allerede efter en uge. Her er mændene igen de hurtigste på aftrækkeren, mens kvinder er mere tilbageholdende – 16 % af kvinderne vil helst vente et år, før de rejser med en ny partner.
Kilde: Ritzau







