Rekorddonation fra Søstrene Grene til PlanBørnefondens arbejde

I 2025 donerede Søstrene Grene mere end 2 mio. kr. til PlanBørnefondens arbejde med at sikre skolegang og uddannelse til piger og unge kvinder. Indsatsen medvirker til at forebygge børneægteskaber og teenagegraviditeter i fattige lande

11. februar 2026

Når du som kunde køber en PlanBørnefonden-mulepose eller vand i Søstrene Grene, støtter du pigers og kvinders rettigheder gennem PlanBørnefondens arbejde.  En del af den pris, du betaler, går nemlig til PlanBørneFonden Pigefons til at støtte sponsorbørn gennem fonden.

2025 blev et rekordår. Her donerede Søstrene Grene mere end 2 mio. kr. til PlanBørnefondens arbejde. Dorthe Petersen, CEO i PlanBørnefonden er stolt af samarbejdet med Søstrene Grene:  

“Søstrene Grene er et virkelig godt eksempel på en virksomhed, der er ambitiøse i arbejdet med at udvikle samarbejder på tværs af sektorer – og en virksomhed, der på samme tid bakker op om både pigers rettigheder og bæredygtig udvikling,” siger hun og fortsætter:  

“Det er et samarbejde, hvor forbrugerne, en danskejet virksomhed og vi som NGO sammen virkelig kan gøre en forskel i et lokalområde for at sikre børns fremtidsmuligheder og ligestilling mellem kønnene.”  

Også Mikkel Grene, koncerndirektør og medejer, Søstrene Grene er meget tilfreds med samarbejdet med PlanBørnefonden:   

“Jeg er enormt stolt af, at vi sætter rekord med vores donation til PlanBørnefonden, så vi kan støtte endnu mere op om deres vigtige arbejde for at skabe bedre vilkår for piger og unge kvinder i udsatte områder. Det er muligt takket være alle de kunder, der valgte at købe et af vores PlanBørnefonden-produkter i 2025. Derudover er jeg meget stolt af, at de fleste af vores butikker nu har et sponsorbarn tilknyttet, så flere får adgang til skolegang og en tryg barndom.”  

19-årige Yawa giver den viden videre, hun manglede   
Siden 2023 er støtten fra Søstrene Grene gået til PlanBørnefondens arbejde med fokus på henholdsvis at støtte kvinder med at starte egen forretning og undervisning i seksuelle rettigheder.  

En af dem, der er blevet støttet, er 19-årige Yawa fra Togo. Hun blev mor som 16-årig, fordi hun manglede viden af beskyttelse. Hun er en af de 202.960 unge, som PlanBørnefonden sidste år underviste i seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.  

"Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu, var jeg ikke blevet gravid – jeg kunne have sagt noget og talt om beskyttelse," siger hun.  

Yawa har også fået støtte til at gå i lære som skrædder. Udover at arbejde, underviser hun også andre unge kvinder og mænd i, hvordan de passer på sig selv. Hun ønsker, at alle piger og kvinder får den viden om seksuel og reproduktiv sundhed, hun selv manglende. 

FAKTA: Søstrene Grene har siden 2018 haft et partnerskab med PlanBørnefonden for at sætte fokus på FN's Verdensmål 5 – ligestilling mellem kønnene. Partnerskabet har bl.a. til formål at støtte projekter, der arbejder for at sikre skolegang og uddannelse til piger og unge kvinder, som medvirker til at forebygge børneægteskaber og teenagegraviditeter - blandt andet i Togo og Benin. Søstrene Grene sælger udvalgte produkter i butikker og på virksomhedens webshop, hvor kunderne ved at købe produktet er med til at donere en del af beløbet til udsatte pigers uddannelse.  For hver solgte Søstrene Grene x PlanBørnefonden-mulepose doneres 5 kr., mens der doneres 75 øre for hver solgte flaske mineralvand. 

Læs mere om Søstrene Grenes ansvarlighedsindsatser >> 

Kilde: Ritzau