Nye tal fra medierne: Kun få kvinder i toppen af den nordiske mediebranche

Ny undersøgelse fra Göteborgs Universitet viser, at kønsbalancen i nordiske medievirksomheders ledelser fortsat er skæv. Kortlægningen dokumenterer, at mandsdominerede bestyrelser langt oftere udpeger mandlige ledere end kønsbalancerede bestyrelser

Af Anne-Mette Barfod

En ny kortlægning fra Nordisk Center for Medieforskning ved Göteborgs Universitet viser, at der ikke er sket forbedringer i kønsbalancen i toppen af de største nordiske medievirksomheder siden 2023.

Undersøgelsen dokumenterer samtidig en tydelig sammenhæng mellem bestyrelsens sammensætning og ledelsens køn. Når bestyrelsen er domineret af mænd, udpeges der i langt de fleste tilfælde en mandlig CEO. Når bestyrelsen er kønsbalanceret, er sandsynligheden for en mere kønsbalanceret ledelse markant større.

Kortlægningen omfatter de 25 største medie- og teleselskaber i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige og bygger på data fra virksomhedernes egne årsrapporter, bæredygtighedsrapporter, hjemmesider og databasen Retriever. Oplysningerne vedrører situationen ved udgangen af 2024.

Det er stadig mest mænd, der sidder for bordenden
Ifølge undersøgelsen har 17 ud af de 25 virksomheder kønsbalancerede bestyrelser efter det såkaldte 40/60-princip, hvor ingen af kønnene udgør mindre end 40 procent. Samlet set udgør kvinder 39 procent og mænd 61 procent af de 188 bestyrelsesmedlemmer, som er valgt af ejerne.

Blandt de danske virksomheder har Aller, DR, TV 2 Danmark og JP/Politikens Hus kønsbalancerede bestyrelser. Egmont ligger under 40 procent kvinder, og JFM (Jysk Fynske Medier) har ifølge undersøgelsen ingen kvindelige bestyrelsesmedlemmer. 

Alle seks public service-virksomheder i undersøgelsen har en kvindelig topchef, og samlet set ledes ni virksomheder af en kvindelig CEO. Blandt de danske virksomheder ledes Aller, DR og TV 2 Danmark af kvinder, mens JFM, JP/Politikens Hus, DKT Holdings og Egmont har mandlige CEO’er. Ingen af de otte virksomheder uden kønsbalancerede bestyrelser har udpeget en kvindelig CEO.

Kvinder i ledelsen fremmer ligestillingen
Undersøgelsen dokumenterer en tydelig sammenhæng mellem kønssammensætningen i bestyrelser, CEO-poster og ledelsesteams. Når CEO’en er en kvinde, er ledelsesteamet kønsbalanceret i fem ud af ni tilfælde. Når CEO’en er en mand, er ledelsen kun kønsbalanceret i to ud af 16 tilfælde.

Bestyrelser med kønsbalance har udpeget både kvindelige og mandlige CEO’er, mens bestyrelser med klar mandlig dominans primært har udpeget mænd.

Blandt virksomheder med kønsbalancerede bestyrelser har 11 fortsat ikke kønsbalance i ledelsen. Omvendt har én virksomhed uden kønsbalanceret bestyrelse, Alma Media, kønsbalance i sit ledelsesteam.

Medierne spiller en særlig rolle for ligestillingen
Ifølge forskning om kønsbalance og medier handler det ikke kun om, hvem der sidder i ledelsen, men også om, hvordan medierne formidler virkeligheden.

Store internationale studier som Global Media Monitoring Project viser, at kvinder fortsat er markant underrepræsenteret i nyhedsindholdet globalt. Det kan påvirke, hvilke historier der prioriteres, og hvilke perspektiver der får plads i det offentlige rum. GMMP-dataene bruges blandt andet til at pege på, hvordan mere balanceret repræsentation styrker mediers evne til at afspejle samfundet mere retvisende og modvirke kønsstereotyper.

Alle seks public service-virksomheder i den nye undersøgelse har kønsbalancerede bestyrelser. Dette hænger sammen med, at deres public service-kontrakter indeholder krav om repræsentation og ligestilling. Og i Norge stiller lovgivningen krav om kønsbalance i bestyrelser i børsnoterede selskaber. At ingen norske virksomheder i undersøgelsen ligger under 40 procent kvinder kan hænge sammen med dette krav.

Toppen er fortsat domineret af mænd
De øverste ledelsesteams består i gennemsnit af 33 procent kvinder og 67 procent mænd. Kun syv medievirksomheder har kønsbalancerede ledelser. 16 virksomheder har ledelser med mere end 60 procent mænd, mens kun to har mere end 60 procent kvinder. Begge disse virksomheder har en kvindelig CEO.

Undersøgelsen finder ingen sammenhæng mellem virksomhedens størrelse, omsætning eller antallet af ansatte og graden af kønsbalance i ledelsen. De virksomheder, der oftest har kønsbalancerede ledelser, er enten public service-virksomheder eller børsnoterede selskaber. Alle public service-virksomheder, bortset fra NRK og TV 2 Danmark, har kønsbalancerede ledelsesteams.

Metode og datagrundlag: Undersøgelsen omfatter bestyrelsesmedlemmer, CEO’er og øverste ledelsesteams ved udgangen af 2024. Medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer indgår ikke i analysen. I alt er 175 ledelsespositioner identificeret. Betegnelserne for ledelsesniveau varierer mellem virksomheder og lande. Udvælgelsen af virksomheder bygger på listen over de 25 største nordiske medievirksomheder målt på omsætning i 2024.

Kilde:
Nordisk Center for Medieforskning (Nordicom), Göteborgs Universitet (2026):
Gender balance and the 25 largest Nordic media companies