Den psykiske vold er usynlig, og derfor kan mennesker omkring dig have svært ved at tro det om din partner, som du fortæller. Hvis du ikke bliver troet, kan det efterlade både dig og dine nærmeste i et moralsk minefelt, påpeger forsker og kriminalpsykolog Charlotte Kappel
8. januar 2026
Af Anne-Mette Barfod
Psykisk vold er svær at få øje på, fordi den ikke efterlader synlige spor. Der er ingen blå mærker, ingen brækkede ribben, ingen konkrete beviser, du kan vise frem. Det gør den både mere skadelig og mere tvivlsom for omverdenen.
“Fysisk vold kan vi forholde os til. Psykisk og økonomisk vold er langt sværere, fordi andre ikke kan se det,” siger kriminalpsykolog og forsker Charlotte Kappel. Hun beskriver, hvordan en voldelig partner med høj emotionel intelligens, men lav empati, kan være særligt dygtig til at fremstå charmerende og troværdige udadtil, alt imens han eller hun udøver kontrol og manipulation i det private.
For Charlotte er det netop denne dobbelte persona, der gør psykisk vold så kompleks.
“De mennesker kan snyde os alle sammen. De kan være fantastiske sammen med andre – og have en helt anden adfærd bag lukkede døre. For pårørende kan det skabe en dyb splittelse mellem det, de selv oplever, og det, du fortæller.”
Tilliden til vores indre kompas
Når den virkelighed, de pårørende oplever, ikke stemmer overens med, hvad den voldsudsatte fortæller, bliver begge partner ifølge Charlotte Kappel nødt til at navigere efter deres eget indre kompas.
”Det kompas er ikke ufejlbarligt. Det er farvet af erfaringer, intuition og relationer. Men det er også det eneste, vi har, når vi står i situationer, hvor sandheden ikke kan verificeres.”
Vi må ifølge Kappel alle sammen træffe valg ud fra det, vi kan mærke og ud fra det, vi ser og oplever:
”Det må vi gøre, også når det betyder, at vi ikke kan følge andre i deres oplevelser.”
Et venskab i opløsning
Charlotte Kappel fortæller om en veninde, som i mange år havde kæmpet med psykiske lidelser, og som hun havde støttet loyalt. Da veninden forelskede sig i en ny mand, var hun lykkelig. Men efter et stykke tid ændrede fortællingen sig:
“Min veninde begyndte at tale om sin partner som narcissist, og hun opsøgte en psykolog for at få ham diagnosticeret. Det er imidlertid ikke nogen farbar vej, for uanset om vi er psykologer eller psykiatere, kan vi ikke fjerndiagnosticere et menneske. Alligevel ville veninden havde Charlotte Kappel til at give hende ret i, at kæresten havde en narcissistisk personlighedsforstyrrelse.
”Det kunne jeg ikke, for jeg kendte ham ikke godt nok til, at jeg kunne udtale mig, hverken som psykolog eller veninde.”
Samtidig stemte det, Charlotte Kappel selv havde oplevet, ikke overens med venindens beskrivelser, og de forskellige oplevelser begyndte at splitte deres venskab.
Havde ikke mærket de vibrationer
“Jeg havde aldrig mærket de vibrationer, min veninde beskrev, og jeg kunne ikke med god samvittighed bekræfte hende i noget, jeg ikke selv troede på”, fortæller Charlotte Kappel.
Det blev begyndelsen på en smertefuld afstand mellem dem.
For Charlotte handlede det ikke om at vælge side, men om at være tro mod sig selv.
“Jeg bliver nødt til at kunne se mig selv i øjnene,” siger hun.
Men for veninden blev Charlottes Kappels tøven oplevet som mistillid, hvilket veninden oplevede som endnu et overgreb. Til sidst kunne de ikke længere være veninder.
Når tvivlen bliver et traume i sig selv
Det sværeste for Charlotte Kappel var ikke bruddet, men tvivlen, der fulgte efter.
“Det er voldsomt ikke at blive troet, og jeg forstår godt, at min veninde ikke kunne være i det. Jeg respekterede hendes oplevelse, selv om jeg ikke kunne bekræfte den. Det er en dobbelt smerte: at miste en veninde og samtidig frygte, at man måske har svigtet hende.”
Charlotte Kappel har tidligere haft en anden veninde, som var i et voldeligt forhold.
“Der kunne jeg mærke det. Jeg kunne forholde mig til hendes virkelighed. Derfor stod jeg ved hendes side. Jeg kunne mærke, at han var farlig. Det er netop her, det indre kompas bliver så afgørende – og så smertefuldt. For når to mennesker følger hver deres kompas, kan de ende vidt forskellige steder”, påpeger Kappel, som stadig kan blive grebet af tvivl:
“Tænk hvis det er mit indre kompas, der tog fejl. Den tanke sidder stadig i mig. Men nogle gange må vi følge vores indre kompas, også når det betyder, at vi mister nogen.”
Når loyalitet kræver sandhed – og sandhed kræver mod
Veninden ønskede ubetinget loyalitet. Hun ønskede, at Charlotte Kappel skulle bekræfte hendes fortælling og tage afstand fra manden:
“Hun ville have, at jeg sagde, at han var et dumt svin. Det kunne jeg ikke stå inde for,” siger hun. Det skabte en kognitiv dissonans, hvor loyalitet og integritet stod i direkte konflikt.
Charlotte Kappel beskriver, hvordan hun forsøgte at finde en mellemvej. Hun ville gerne være der for veninden, men ikke på bekostning af sin egen sandhed:
“Selvom vi var veninder, var vi ikke ligeværdige i den situation. Jeg måtte stå ved det, jeg selv oplevede,” siger hun. “Det blev umuligt for dem at fortsætte relationen, fordi mistilliden fyldte alt. Her bliver det tydeligt, hvor svært det er at være pårørende til psykisk vold. Man risikerer at svigte – uanset hvad man gør.
“Hvis jeg kunne have været i relationen uden at skulle stemple ham, så kunne vi have talt om alt muligt andet. Men når mistilliden fylder alt, er det svært at være i.”
Når netværket svigter – og hvorfor det gør så ondt
Charlotte Kappel ved som psykolog, hvor ødelæggende det kan være, når et netværk vender sig væk fra én, der oplever psykisk vold.
“Hvis alle andre vælger den anden part, så kan den voldsudsatte selv begynde at tro, at der er noget galt med ham eller hende. Det er ubærligt.”
Derfor råder hun mennesker, som er udsat for psykisk vold, til at holde fast i de relationer, der bliver – også selvom det kun er én eller to.
”Netværk er livsvigtige. Ikke for at bekræfte en bestemt fortælling, men for at forhindre isolation. Hvis man står helt alene tilbage, bliver alt meget værre. Hvis du bare har én, der tror på dig, så er du ikke alene.”
Samtidig peger Charlotte på, at også de pårørende må følge deres indre kompas.
“Vi kan ikke gå på kompromis med vores værdier. For mig betyder venskaber meget, men jeg kan kun være i dem, hvis vi kan være ærlige.”
“Det er ikke sort-hvidt. Det er komplekst”
Charlotte Kappel vender igen og igen tilbage til nuancerne. Til kompleksiteten. Til det, der ikke kan ses, måles eller bevises.
“Vi taler om psykisk vold, som om det er enten-eller, men virkeligheden er fuld af nuancer. Det gælder både for dem, der oplever volden, og for dem, der står ved siden af.”
Hun og veninden fulgte hver især deres indre kompas. Ingen af dem gjorde noget forkert. Ingen af dem gjorde noget rigtigt. De gjorde det, de kunne.
“Hvis jeg kunne have været i relationen uden at skulle stemple ham, så kunne vi have talt om alt muligt andet,” siger Kappel, som i dag står tilbage med erkendelse, der både gør ondt og giver ro:
“Vi må alle sammen følge vores indre kompas. Også når det betyder, at vi mister nogen. Også når vi ikke kan dele hinandens erfaringer. Det er det eneste, vi kan.”
