Forskning: Enkelte bakterier kan spille rolle ved tidlige graviditetstab

Det har i mange år været en gåde, hvorfor nogle gravide mister fosteret tidligt i graviditeten. Nu viser et stort, dansk studie, at bakterier i vagina kan være en del af forklaringen. Forskerne fandt, at enkelte bakteriearter forekommer hyppigere hos kvinder, der oplever graviditetstab

4. december 2025

Graviditetstab rammer omkring 15 procent af alle erkendte graviditeter, og én ud af fire kvinder vil opleve det i løbet af livet. Årsagerne er ofte komplekse og kun delvist kendte. Genetiske årsager forklarer cirka halvdelen af tilfældene, mens den anden halvdel er mindre belyst.

I et nyt dansk studie har forskere fra Statens Serum Institut undersøgt, hvordan bakterier i vagina kan påvirke graviditeten. Studiet, som er blandt de største på området, omfatter næsten 2.000 gravide danske kvinder. Det er netop blevet publiceret i tidsskriftet The Lancet Obstetrics, Gynaecology & Women’s Health.

”At gennemgå et graviditetstab er en stor psykisk belastning. En ubalance i bakteriesammensætningen i underlivet har i mange år været kædet sammen med graviditetstab. I vores forskning fandt vi dog ingen sammenhæng, når vi ser på sammensætningen som helhed, men enkelte bakterier kan muligvis spille en rolle,” siger Axel Skafte-Holm, læge og førsteforfatter på studiet.

Enkelte bakterier skiller sig ud 
Resultaterne tyder på at bakteriearterne Prevotella og Sneathia forekommer hyppigere hos kvinder med graviditetstab. Det peger på, at enkelte bakteriearter kan være relevante at undersøge nærmere i fremtidig forskning. Dette selvom mikrobiomet - de samlede mikroorganismer - som helhed ikke fremstår som en selvstændig risikofaktor.

”Der er generelt stor opmærksomhed på mikrobiomet, og sammensætningen af bakterier i vagina er ingen undtagelse. Vores resultater giver ikke anledning til at anbefale, at gravide undersøges for deres bakteriesammensætning under graviditeten, men måske kan bestemte bakteriegrupper have betydning ved graviditetstab, og målrettede undersøgelser i fremtiden kan måske hjælpe med at identificere kvinder med øget risiko,” siger Jørgen Skov Jensen, overlæge og sektionsleder ved SSI.

Ud over resultaterne om bakterier bekræfter studiet to kendte risikofaktorer for graviditetstab: alkoholforbrug og tidligere graviditetstab,. Denne viden kan fremover danne grundlag for mere målrettede tilbud til kvinder i risikogruppen. Forskerne fandt desuden meget lav forekomst af seksuelt overførte infektioner blandt de gravide.

Fakta om undersøgelsen
Studiet er en del af et mangeårigt samarbejde mellem Afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler ved Aarhus Universitetshospital og Afsnit for reproduktionsmikrobiologi ved Statens Serum Institut, og artiklen er et vigtigt bidrag til forståelsen af årsagerne til graviditetstab.

  • Studiet er publiceret i The Lancet Obstetrics, Gynaecology & Women’s Health
  • Omfatter næsten 2.000 gravide danske kvinder
  • Alkoholforbrug og tidligere graviditetstab er forbundet med øget risiko for nye graviditetstab, også hos danske gravide
  • Fandt lav forekomst af seksuelt overførte infektioner hos gravide i Danmark
  • Overordnet er der få forskelle i bakteriesammensætning mellem kvinder med og uden graviditetstab
  • Visse bakterier (bl.a. Prevotella og Sneathia) er hyppigere hos kvinder med graviditetstab

Kilde: Ritzau