Bredt politisk flertal styrker indsatsen mod menneskehandel

Regeringen og et bredt politisk flertal afsætter 62,4 millioner til Center mod Menneskehandels indsats til ofre for menneskehandel og til juridisk rådgivning til sårbare udenlandske kvinder i prostitution hos Reden International

18. november 2025

Menneskehandel er en af de mest brutale former for udnyttelse, vi kender. I Danmark bliver både kvinder og mænd hvert år ofre for handel, tvang og kontrol - og særligt udenlandske kvinder står i en ekstrem sårbar situation, når de udnyttes i prostitution. De kæmper ikke kun med vold, gæld og trusler, men også med et system, de ikke kender, og en virkelighed, hvor de ikke tør række ud efter hjælp.

Derfor er det en vigtig politisk markering, at regeringen og et bredt flertal nu afsætter 62,4 millioner kroner til en styrket indsats mod menneskehandel i perioden 2026-2029.

De fleste ofre for menneskehandel er kvinder
“Hovedparten af ofrene for menneskehandel er kvinder, ofte udenlandske kvinder, der bliver truet og udnyttet til prostitution, og som står i en meget sårbar situation.”

Sådan lyder det fra ligestillingsminister Magnus Heunicke (S).

"Vi skal give dem den nødvendige hjælp, støtte og beskyttelse. Med bred politisk opbakning afsætter vi nu 62,4 millioner kroner til Center mod Menneskehandel, så de kan fortsætte deres helt centrale arbejde med at hjælpe ofrene. Vi etablerer også en juridisk rådgivning i Reden International, hvor sårbare udenlandske kvinder i prostitution kan få hjælp til at anmelde fx vold eller voldtægt begået af kunder og bagmænd.”

Fakta: I aftalen afsættes 62,4 mio. kr. i perioden 2026-2029 til indsatsen mod menneskehandel. Pengene går til:

  • Center mod Menneskehandel, som bl.a. står for identifikation af ofre for menneskehandel, hjælp og støtte til ofrene samt koordinering af indsatsen mod menneskehandel med andre myndigheder og aktører.
  • En forsøgsordning med juridisk rådgivning til sårbare udenlandske kvinder i prostitution, herunder handlede kvinder, i regi af Reden International.

Der udarbejdes ultimo 2025 en ny national strategi- og handlingsplan for indsatsen til bekæmpelse af menneskehandel for 2026-2029

Aftalen hænger tæt sammen med beslutningen fra oktober 2025 om at give civilsamfundets indsatser mere stabil finansiering. Det betyder, at Redens krisecenter for handlede kvinder samt opsøgende arbejde i Reden International, AmiAmi og HopeNow fortsætter i de kommende år. Partierne bag aftalen er Regeringen, SF, DD, LA, K, EL, RV og ALT.