Usynlige kemikalier findes i din indkøbskurv - og i dit blod

Usynlige kemikalier som PFAS findes i alt fra mademballage til make-up og overtøj. Nu viser nye tests, at selv EU’s topministre bærer stofferne i blodet, som kan skade ufødte børn og vores helbred. Det er en påmindelse om, at giftstofferne fra hverdagsvarer ender i vores kroppe

8. oktober 2025

Af Anne-Mette Barfod

Miljøminister Magnus Heunicke er sammen med en række EU-ministerkolleger og EU’s miljøkommissær Jessika Roswall blevet testet for PFAS i blodet. Testen blev gennemført for at sætte fokus på PFAS som et fælles europæisk problem og indgår i Danmarks formandskabsprioritet om en samlet EU-indsats mod forureningen. Blodprøverne blev taget under rådsmødet i Aalborg den 10.-11. juli 2025.

Hos halvdelen af deltagerne overskred niveauerne de europæiske grænser for sundhedsrisiko. Resultaterne understreger behovet for en samlet indsats mod PFAS på EU-niveau. Magnus Heunickes blod blev testet for 13 forskellige PFAS, og der blev fundet fire typer PFAS i blodet. Niveauet af de fire PFAS i ministerens blod er så lave, at de ikke giver bekymring for sundheden, men der blev fundet PFAS i alle EU-ledernes blod, hvoraf halvdelen af målingerne viste niveauer, hvor sundhedsskadelige virkninger ikke kan udelukkes. 

Kan skade ufødte børn og hormonsystemet
Danmark har sammen med fire andre lande udarbejdet et forslag til et EU-forbud mod alle PFAS-stoffer. Det er det mest omfattende forslag til begrænsning af kemikalier i EU nogensinde, som på sigt vil gøre PFAS forbudt i hele EU i alle de anvendelser, hvor det er muligt at undvære PFAS.

”Stofferne er udbredte i industrien og i forbrugerprodukter, og derfor var der som ventet PFAS i mit blod. Jeg testede positiv for fire stoffer, og tre af dem kan skade ufødte børn, forstyrre hormonsystemet, skade leveren og mistænkes for at være kræftfremkaldende", udtaler Magnus Heinicke i en pressemeddelelse.

"Mit resultat og det samlede billede er en skræmmende virkelighed, og det er afgørende, at vi får sat ind mod PFAS-forurening, så vi ikke bliver ved med at blive udsat for de her skadelige stoffer. Nu skal der handles i hele EU, så PFAS kan blive afværget, inddæmmet og oprenset."

Forbud mod PFAS-stoffer i EU
EU-kommissær Jessika Roswall er enig med Danmarks med ligestillings- og miljøminister i, at det er nødvendigt at handle:

”Som mange andre borgere rundt om i Europa har jeg PFAS i kroppen. Jeg testede positiv for 6 ud af 13 PFAS, herunder nogle, der er klassificeret som giftige for reproduktiv sundhed. PFAS-forurening er et alvorligt folkesundhedsproblem. Det styrker kun min beslutsomhed for at fortsætte arbejdet for stærkere handling på europæisk plan."

Jessika Roswall vil arbejde for et hurtigt EU-forbud mod PFAS i forbrugerprodukter.

"For industrielle anvendelser skal vi hurtigst muligt overgå til rene og bæredygtige alternativer og sikre strenge regler, der kontrollerer forureningen, indtil der kan findes erstatninger.”

Læs mere om PFAS på Miljøstyrelsens hjemmeside >>

Kilde: Ritzau