Kvinders overgangsalder er andet og mere end en privat sag

Halvdelen af jordens befolkning gennemgår overgangsalderen, og mange kvinder oplever symptomer, der påvirker både arbejdsliv og helbred. Alligevel er emnet omgærdet af tabu og tavshed. Det har konsekvenser – ikke kun for kvinderne selv, men for hele arbejdsmarkedet

 

Af Nina Sønderberg
Psykoterapeut

Når vi taler ligestilling, handler debatten ofte om barsel, deltidsarbejde og glasloft. Men midt i livet står tusindvis af kvinder i en anden kamp, som sjældent nævnes: Overgangsalderen.

Symptomer som hedeture, søvnproblemer og hjernetåge kan være invaliderende – og alligevel taler de færreste om det på arbejdspladsen. Det gør overgangsalderen til meget mere end et privat anliggende. Den er et arbejdsmiljøspørgsmål, et ligestillingsspørgsmål – og en samfundssag.

Når arbejdslivet lider
Rapporten Overgangsalder på arbejdsmarkedet (2025) viser, at syv ud af ti kvinder i alderen 45–55 år oplever symptomer, der påvirker hverdagen. For hver tredje kvinde er generne så alvorlige, at de begrænser arbejdsevnen. 

Alligevel taler vi ikke nok om det. Selvom 60 procent af kvinderne mener, at det burde være naturligt at tale om overgangsalderen på arbejdspladsen, er det kun 7 procent, der faktisk har bedt deres leder om hensyn. Resten bider tænderne sammen, fordi det føles for privat, for skamfuldt eller fordi man frygter at blive set som svag.

Konsekvensen er tydelig: én ud af fem kvinder fortæller, at de har holdt igen med at søge nye opgaver eller ansvar på grund af symptomerne. Hver tiende har overvejet at sige op, og nogle ender reelt med at forlade arbejdsmarkedet før tid. Det er et tab af erfaring og kompetencer, som både virksomheder og samfundet har brug for.

Problemet stopper ikke på arbejdspladsen. Mange kvinder oplever, at læger overser eller fejlfortolker symptomerne. Træthed bliver til stress, humørsvingninger til depression, og hjernetåge til “almindelig glemsomhed”. I gennemsnit går der flere år, før kvinder får den rette hjælp. I mellemtiden søger mange løsninger i en gråzone af kosttilskud og “naturlige hormoner” uden dokumenteret effekt. Det er derfor ikke kun kvindernes helbred, men også deres økonomi, karriere og selvtillid, der lider under et tabu, vi som samfund fastholder.

Tid til handling – vi kan lære af Storbritannien
I Storbritannien har flere store virksomheder allerede indført officielle menopause-politikker. De giver plads til fleksibilitet, åbenhed og støtte. Erfaringerne er klare: sygefraværet falder, og flere kvinder fastholdes i jobbet.

Rapporten peger på tre oplagte veje frem i Danmark:

  • Arbejdspladserne skal have en plan for, hvordan gener tackles.
  • Ledere og kolleger skal kunne tale åbent om overgangsalderen uden tabu.
  • Kvinder skal have mulighed for fleksibilitet, når symptomerne kræver det.

Derudover efterlyser mange kvinder mere viden – både til dem selv og til deres arbejdspladser. Overgangsalderen skal afmystificeres og normaliseres, så det bliver muligt at tale om symptomer på lige fod med andre helbredsudfordringer.

Når halvdelen af arbejdsstyrken på et tidspunkt rammes, er det ikke nok at sige, at det er en privatsag. Hvis vi vil have et bæredygtigt arbejdsmarked, hvor erfarne medarbejdere kan blive, skal vi turde bryde tabuet og skabe rammer, der giver plads til den livsfase, overgangsalderen er.

Det er tid til, at danske arbejdspladser følger trop, lærer af erfaringerne fra udlandet og tager danske kvinders virkelighed alvorligt. Det skylder vi ikke bare kvinderne, men hele samfundet.

 Læs rapporten her