OM PSYKISK VOLD

© Powerkvinderne - Gråpilevej 8 - 2880 Bagsværd - Telefon +45 3011 9693

kontakt@powerkvinderne.dk

OM PSYKISK VOLD

Hvis du er udsat for psykisk vold, går det i længden ud over dit selvværd. For at styrke kvinder i voldelige parforhold, sætter Powerkvinderne med dette site fokus på psykisk vold

PSYKISK PARTNERVOLD ER OVERSET

DU KAN IKKE lige se det, hvis du ikke lige ved det. Sådan kan et psykisk voldeligt parforhold beskrives. Udadtil kan det fremstå som om, at alt er idyl på hjemmefronten, men bag husets fire vægge er stemningen trykket, nerverne sidder uden på tøjet, og livet føles som en dans på vulkaner

 

Psykisk vold i parforhold er et både udbredt og overset problem, fordi der ikke er nogen blå mærker, brækkede ribben eller solbriller, der skal dække over skaderne. Skaderne findes inderst inde i sjælen hos den kvinde eller mand, der til daglig lever i utryghed med endeløs kritik, en mur af tavshed, mobning, indebrændt vrede og trusler fra partnerens side.

 

Familien, der er ramt af psykisk vold, kan udadtil fremstå som et funklende rødt æble, men det højglanspolerede skind bedrager: Inde i æblet lever den psykiske vold som en orm, der æder livsenergien indefra. Det gør ud over alle medlemmer af familien.

 

Handlingslammelse

Den psykiske vold er nedbrydende, fordi partnerens vedvarende kritik, nedvurderinger, ydmygelser, kulde, afvisning og trusler er ødelæggende for selvværet. Der bliver mange kvinder handlingslammede og har svært ved overskue situationen. Den psykiske vold er som en tåge, der forhindrer klarsyn.

 

Den usynlige vold fylder meget på arbejdspladser, hvor mobbepolitik er udbredt, og hvor der er et stærkt fokus på at skabe et sundt psykisk arbejdsmiljø. Det helt store problem med den psykiske vold i hjemmet, er, at den kvinde, der lever med volden i dagligdagen, ofte står alene med sine oplevelser. Den psykisk voldelige partner kan udadtil fremstå som en sympatisk og charmerende person. Måske er det ham, der hjælper alle andre end sin egen partner.

 

Stress, angst og depression

Den voldsudsatte kvinde begynder ofte at vende sin partners kritik mod sig selv: ”Hvis jeg bare gjorde mig lidt mere umage”, ”Jeg er nok slet ikke værd at elske”, ”Jeg er virkelig en skuffelse for alle”, ”Jeg er selv ude om, at min partner behandler mig så dårligt”, ”Jeg fortjener ikke bedre”. Det kan ikke undre nogen, at tanker af den art, som kører i en endeløs spiral, kan føre til alvorlige diagnoser som stress, angst og depression – og i sidste ende måske endda misbrug.

 

NU TÆNKER du – kære læser - måske, at det må være nogle svage sjæle, der lader sig byde et liv og en hverdag med psykisk vold, og at den voldsudsatte kvinde er et skvat, der bare bør tage sig sammen og forlade partneren.

 

Så let er det imidlertid ikke. Det overraskende ved den psykiske vold er, at selv ressourcestærke kvinder med en flot villa på Strandvejen bag hjemmets fire vægge kan leve i et inferno af mobning og psykisk vold. Som voldsudsat er man slet ikke opmærksom på, at man i virkeligheden dagligt bliver udsat for ydmygelser af en partner, der måske skummer af indebrændt raseri, giver kolde kys, truer med skilsmisse, bål og brand, drikker sig fuld, ignorerer sin partner og er kritisk og manipulerende.

 

Det bliver værre og værre

Undersøgelser viser, at den psykiske vold i parforholdet bliver optrappet over tid, således at volden meget vel kan resultere i andre former for vold – herunder økonomisk, fysisk og material vold.

 

Alt for mange kvinder har fået sjælen nedbrudt af en charmerende mand - som måske endda går rundt i et Hugo Boss-jakkesæt med en flot titel på visitkortet - fordi han systematisk har kritiseret hende – og overbevist hende om, at hun ikke fortjener bedre og ikke er noget værd.